Truslen for nye terrorangreb fra islamiske ekstremistgrupper er fortsat høj. Det fastlår en ny rapport fra FN.

Ny FN-rapport: Mulige terrorangreb på vej inden årets udgang

Efterretningstjenester fra FN's medlemslande frygter, at der vil komme nye terrorangreb, inden 2019 er omme. Foto: Jacob Ehrbahn
Efterretningstjenester fra FN's medlemslande frygter, at der vil komme nye terrorangreb, inden 2019 er omme. Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Selv om Islamisk Stats kalifat og dets sortklædte krigere blev nedkæmpet tilbage i marts, hvor den syriske milits SDF nedkæmpede terrororganisationens sidste bastion i den syrisk-arabiske region Baghouz, er en international terrortrussel stadig reel.

Sikkerheden, og ikke mindst stabiliteten i Syrien, er endnu ikke blevet genoprettet, og mange af de faktorer, der gav grobund til Islamisk Stats opblomstring, er stadig at spore.

Derudover er nye ekstremistiske grupperinger begyndt at opstå, især i Sahelzonen og i det vestlige Afrika. Her er der sket en voldsom stigning i voldshandlinger, der er motiveret af islamiske militser, hvilket har ført til, at flere centralafrikanske stater giver udtryk for deres bekymringer. Ekstremisterne har angiveligt forbindelser til Islamisk Stat og al-Qaeda.

Det konkluderer en ny rapport fra FN, som ifølge The Guardian er tilvejebragt på baggrund af information fra medlemslandenes efterretningstjenester.

Rapportens forfattere maler med store ord og advarer om muligheden for, at der vil komme terrorangreb, inden vi går ind i 2020. Nok er kalifatet nedkæmpet, men dets ledere, der primært befinder sig i Irak, Syrien og i den omkringliggende region, er ikke færdige.

Ifølge rapporten har de i sinde at »tilpasse sig, overleve og styrke« kalifatet i kerneområdet. De ønsker at bevare gruppens omdømme som den førende globale terrororganisation gennem propaganda. Det såkaldte »virtuelle kalifat« grupperer sig og rekrutterer især nye medlemmer online.

»Når kalifatet har tid og mulighed for at genetablere en ekstern og omfattende kapacitet, vil Islamisk Stat føre og facilitere internationale angreb ud over de IS-inspirerede angreb, der fortsat forekommer mange steder rundt omkring i verden ... Den nuværende reduktion af terrorangreb kan derfor ikke vare længe, muligvis ikke engang før udgangen af 2019. Flere IS-inspirede angreb vil finde sted – formentlig på uforudsete lokaliteter«, skriver forfatterne.

Dom: For første gang bliver et land dømt til at hente IS-krigeres familier hjem fra Syrien

Bekymrende fremtidsudsigter

Konklusionerne kommer i kølvandet på en ellers fredelig periode, hvor de seneste store internationale terrorangreb har fundet sted i april og marts i henholdsvis Sri Lanka og New Zealand. De to samt tidligere angreb bidrager dog til et »bekymrende billede« om eskalerende konflikter mellem trosretninger.

Skræmmebilledet fra rapportens forfattere bygger også på de mange såkaldte syrienskrigere, der drog af sted for at kæmpe side om side med kalifatet. Op mod 30.000 af dem er formentlig stadig i live, konkluderer rapporten.

6.000 er det estimerede antal personer, der er rejst fra Europa til Irak og Syrien for at blive en del af IS eller andre terrorgrupper. Ifølge forfatterne er omkring en tredjedel af dem døde, mens en tredjedel bliver tilbageholdt i regionen eller er flygtet. Den sidste tredjedel er rejst tilbage til Europa.

»Deres fremtidsudsigter vil være af international bekymring inden for en overskuelig fremtid. Nogle er muligvis sammen med al-Qaeda eller andre terrororganisationer, der kan opstå. Nogle vil blive ledere eller radikalisere andre eksempelvis i fængslerne«.

En af de største bekymringer, der bliver peget på i rapporten, er de personer, der sidder i fængsel.

Frygten beror på den radikalisering, der angiveligt foregår der. Og flere og flere af de fængslede begynder så småt at komme på fri fod – og derfor er der grund til bekymring, mener forfatterne. De såkaldte deradikaliseringsprogrammer i fængslerne har nemlig ikke været så effektive som først antaget. Og det betyder, at de mest »kamphærdede kriger«, som fortsat afsoner lange domme, udgør en trussel ved at kunne radikalisere andre dømte, som er på vej ud af fængslerne – og som måske rejser tilbage til deres europæiske hjemlande.

Frygten for nye terrorangreb hersker således ikke kun i Afrika. Den skal også tages alvorligt her i vesten, lyder det i rapporten.

Lige nu håber USA på et gennembrud i forhandlingerne med den afghanske talibanbevægelse i forbindelse med en mulig afslutning på den krig, der har stået på i 18 år i Afghanistan. USA håber på et gennembrud og en mulig fredsaftale inden 1. september, hvor det afghanske præsidentvalg finder sted. Det skriver Ritzau.

Simon Baastrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her