På tiende uge var Hongkong søndag aften og natten til mandag præget af voldsomme demonstrationer, som fik voldsspiralen til at eskalere yderligere.
Politiet optrådte betydeligt mere aggressivt end tidligere, samtidig med at en hård gruppe af demonstranter smed brandbomber mod betjente.
Dermed ser den politiske uro i Hongkong ud til at blive endnu mere uforsonlig og hårdført.
Ved de nye uroligheder søndag aften trængte betjente ind på en metrostation, hvor de på klos hold affyrede gummikugler direkte ind i en flok demonstranter.
Videooptagelser delt på de sociale medier viser dramatiske scener, hvor kampklædte betjente på metrostationen hævede deres geværer og affyrede adskillige skud mod demonstranterne, som panisk og skrigende forsøgte at flygte ned ad en rulletrappe.
Tæsk med knipler
Optagelserne viser også, at betjente greb fat i nogle af demonstranterne, mens de forsøgte at flygte, som betjentene herefter først gav knytnæveslag og derefter - tilsyneladende uhæmmet - begyndte at slå på med deres knipler, selv om demonstranterne lå ned på gulvet og ikke viste nogen tegn på at gøre modstand.
Andre steder i Hongkong var der søndag aften lignende voldsscener med politiet i centrum.
Videooptagelser offentliggjort af netmediet Hong Kong Free Press viser, at politifolk omringede en demonstrant og satte sig på ham og smækkede hans hoved ned i asfalten, så blodet begyndte at løbe ud af munden på ham. Ifølge Hong Kong Free Press fik demonstranten slået sine fortænder ud.
Kinesiske advarsler
Den seneste uge har repræsentanter for den kinesiske regering gentagne gange sagt, at den ikke vil tolerere, at kriminelle - som regeringen kalder demonstranterne - forårsager uro i Hongkong, og at demonstrationerne må bringes til ophør.
De hårde udtalelser kan være en forklaring på, at politiet søndag aften optrådte mere brutalt end tidligere og angiveligt også tog nye metoder i brug.
Politiet anvendte civilklædte betjente for hurtigt og overraskende at anholde demonstranter, hvilket ikke er set tidligere.
Desuden øgede politiet brugen af tåregas og affyrede blandt andet tåregas nede i gangene på en underjordisk metrostation, hvilket heller ikke er set tidligere.
Ny taktik
Men tilsvarende er den mest hårdførte gruppe af demonstranter også blevet mere voldelig.
Søndag aften blev der smidt brandbomber og kasteskyts mod politiet, samtidig med at demonstranter omringede en politistation. Da betjente efterfølgende gik på gaden for at forsvare politistationen, var demonstranterne væk, hvilket illustrerer en ny taktik, hvor primært unge klædt i sort tøj spreder sig over byen og laver hurtige hit-and-run aktioner, hvor de udover at omringe politistationer blokerer tunneller og trafikkryds.
Dermed er protesterne i Hongkong blevet mere mangefacetteret, fordi langt størstedelen af demonstranterne fortsat opfører sig fredeligt.
Tusindevis af mennesker var søndag samlet i en af Hongkongs parker for at vise deres modstand mod Hongkongs prokinesiske leder, Carrie Lam, samtidig med at andre for tredje dag i træk gennemførte en fredelig demonstration i ankomsthallen i Hongkongs lufthavn.
Ingen løsning i sigte
Uroen i Hongkong begyndte for ti uger siden som en protest imod et lovforslag, som ville tillade mistænkte kriminelle at blive udleveret til det kinesiske fastland, hvor domstolene er underlagt kommunistpartiet. Det opfattede mange som en trussel mod den politiske frihed i Hongkong.
Men hurtigt udviklede demonstrationerne sig til en protest mod Hongkongs politiske leder, Carrie Lam, der er indsat på posten af Beijing.
Nu er krisen i Hongkong ved at udvikle sig til en sprængfarlig cocktail, som der ikke kan anes nogen løsning på. Demonstranterne står fast på deres krav om, at Carrie Lam skal gå af, og at den politiske leder af bystaten skal vælges gennem frie valg, samtidig med at Beijing står ligeså fast på ikke at give efter for demonstranterne.
Så sent som i sidste uge advarede Kinas ambassadør i Danmark, Feng Tie, i et indlæg i Politiken om, at Kina forbeholder sig retten til at gribe ind med militær- og sikkerhedsstyrker, hvis uroen i Hongkong fortsætter.
fortsæt med at læse


























