Efter en uge med økonomisk tumult har Argentinas finansminister, Nicolas Dujovne, lørdag trukket sig fra posten.
Dujovne begrunder det med, at 'regeringstoppen har behov for betydelig fornyelse på det økonomiske område', skriver nyhedsbureauet AFP.
Siden mandag har den argentinske valuta, peso, mistet 20 procent i værdi over for dollar.
Det var et større end forventet nederlag til præsident Mauricio Macri ved et primærvalg sidste søndag, som udløste stor nervøsitet omkring landets økonomiske kurs fremover.
Argentina er ramt af økonomisk panik efter overraskende valgBedst ud af primærvalget kom præsidentens rival Alberto Fernández fra venstrefløjen. Han fik godt 15 procentpoint flere stemmer end Macri.
Udsigten, til at Macri ikke bliver genvalgt som præsident, sendte også chokbølger gennem Argentinas aktiemarked. Målt i dollarværdi faldt det toneangivende aktieindeks med hele 48 procent mandag.
Macri, der beskrives som markedsvenlig, har formået at skabe en form for tillid blandt investorer. Blandt andet har han indgået flere aftaler med Den Internationale Valutafond (IMF).
ritzau
fortsæt med at læse




























