Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Demokratiske præsidentkandidater tørnede sammen i tv-dyst i nat: Biden og Warren var uenige om sundhedsforsikring

Tidligere vicepræsident under præsident Barack Obama veksler håndtryk med senator  Elizabeth Warren, der som Biden arbejder på at blive Demokraternes præsidentkandidat. I juli næste år vil det være kendt, hvem af kandidaterne, der skal forsøge at slå den mest sandsynlige republikanske kandidat - nuværende præsident Donald Trump.  Foto: Mike Blake/Ritzau Scanpix
Tidligere vicepræsident under præsident Barack Obama veksler håndtryk med senator Elizabeth Warren, der som Biden arbejder på at blive Demokraternes præsidentkandidat. I juli næste år vil det være kendt, hvem af kandidaterne, der skal forsøge at slå den mest sandsynlige republikanske kandidat - nuværende præsident Donald Trump. Foto: Mike Blake/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Kun få minutter inde i nattens tv-debat mellem de resterende ti demokratiske præsidentkandidater i USA tørnede de to frontløbere sammen.

Således røg tidligere vicepræsident Joe Biden og senator Elizabeth Warren i totterne på hinanden over spørgsmålet om, hvorvidt et offentligt finansieret sundhedsvæsen i USA er realistisk.

Joe Biden var hurtig til at kritisere Warrens plan om at sikre Medicare til alle.

Det amerikanske program Medicare er en sundhedsordning for ældre over 65 år.

Politikens USA-korrespondent: Jeg fulgte Joe Biden i to dage. Da jeg ville spørge ham om Grønland, bad han mig smile

76-årige Joe Biden fortalte, at han har tænkt sig at bygge videre på tidligere præsident Barack Obamas historiske sundhedsreform, Obamacare, der trådte i kraft i 2010. Obamacare forpligtede alle til at have en sundhedsforsikring og udvidede dækningen til de fattigste amerikanere.

Mens amerikanerne ifølge Biden selv bør have lov til at vælge mellem et privat og et offentligt sundhedsvæsen, ønsker Elizabeth Warren og Bernie Sanders at gå over til et offentligt system kaldet 'Medicare for All' - på dansk 'Medicare til alle'.

Åbenhed, ærlighed og store idéer

Biden beskylder Warren og hendes progressive kollega Bernie Sanders for at ville pille Obamacare fra hinanden. Samtidig mener han, at deres plan ikke er økonomisk realistisk.

»Jeg ved godt, at senatoren (Elizabeth Warren, red.) siger, at hun er for Bernie (Sanders, red.). Nå, jamen jeg er for Barack (Obama, red.). Efter min mening virkede Obamacare«, sagde Joe Biden under debatten på University of Houston i delstaten Texas.

»Det her handler om åbenhed, ærlighed og store idéer«.

19 kandidater kæmper om at være den, der skal slå Trump: »Først gratis is, så gratis sundhedsforsikring«

Elizabeth Warren, der er rykket op på en andenplads i meningsmålingerne efter Joe Biden, roste Obamas indsats på sundhedsområdet, men påpegede samtidig:

»Spørgsmålet er nu, hvordan vi bedst kan forbedre den«.

Bernie Sanders erklærede sig enig med Warren og sagde, at Medicare til alle er den mest omkostningseffektive løsning.

Tirsdag i denne uge blev den årlige rapport fra det amerikanske folketællingskontor Census Bureau offentliggjort.

Den viste blandt andet, at antallet af amerikanere uden en sundhedsforsikring i 2018 steg for første gang i et årti.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her