Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Ny mand tager roret i Østrigs Frihedsparti

Foto: Joe Klamar/Ritzau Scanpix
Foto: Joe Klamar/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

To uger inden, at vælgerne i Østrig skal sammensætte et nyt parlament, har det højreorienterede Frihedsparti valgt ny partileder.

Det er den 48-årige Norbert Hofer, der nu skal forsøge at få partiet tilbage på rette spor.

»Jeg tiltræder ikke som leder af et parti, der på lang sigt er tilfreds med at være på andenpladsen eller tredjepladsen, siger Hofer i en tale til sine partifæller lørdag, hvor Frihedspartiet er samlet til kongres i byen Graz.

Hofer fik 98,25 procent af stemmerne ved afstemningen på partikongressen lørdag.

Valget af ny partileder kommer efter en korruptionsskandale i partiet, der førte til forgængeren Heinz-Christian Straches afgang.

I maj fulgte så et brud mellem de to regeringspartier, Frihedspartiet (FPÖ) og det konservative Østrigske Folkeparti (ÖVP).

Norbert Hofer var transportminister i den regering, der kollapsede i kølvandet på korruptionsskandalen i maj.

Skjulte optagelser afslørede, at Heinz-Christian Strache før det seneste valg tilbød en russisk milliardær statslige kontrakter til gengæld for økonomisk støtte til sit parti.

I den seks timer lange video hører man blandt andet Strache tale om, hvordan man kan omgå reglerne for partistøtte.

Efter regeringens kollaps blev det besluttet at holde nyvalg den 29. september.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her