Houthi-oprører har angrebet to af Saudi-Arabiens største olieanlæg. Angrebet er seneste udvikling i en konflikt, hvor Saudi-Arabien og Iran støtter hver sin part.

Efter angreb med droner: Saudi-Arabiens olieproduktion er alvorligt ramt

Røg stiger til vejrs fra talrige brænde ved olieanlægget i Abqaiq i Saudi-Arabien. Foto: Videos obtained by Reuters/Ritzau Scanpix Foto: Social Media/Ritzau Scanpix
Røg stiger til vejrs fra talrige brænde ved olieanlægget i Abqaiq i Saudi-Arabien. Foto: Videos obtained by Reuters/Ritzau Scanpix Foto: Social Media/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Natten til lørdag fløj ti droner ind over to enorme olieanlæg i det østlige Saudi-Arabien. Her var de skyld i store brande, som ifølge internationale medier har ramt Saudi-Arabiens største olieproducent hårdt.

Lørdag tog de iranskstøttede houthi-oprørere skylden for angrebet. Oprørerne er en del af konflikten i nabolandet Yemen, hvor der siden 2015 har været udkæmpet en blodig borgerkrig med store humanitære tab til følge.

De to olieanlæg tilhører den statslige olieproducent Saudi Aramco, som er verdens største af slagsen. Saudi Aramco har endnu ikke fortalt offentligheden, hvor hårdt produktionen er ramt. Men internationale medier som Reuters og The Wall Street Journal har kilder, som fortæller, at op mod halvdelen af Saudi-Arabiens samlede olieproduktion er ramt.

Ifølge Reuters betyder angrebet, at Saudi-Arabiens olieproduktion ser ud til at være reduceret. Det svarer til omkring fem millioner tønder olie dagligt eller fem procent af verdens samlede olieproduktion. Det er især Saudi Aramcos produktion af råolie, som er ramt. Indtil nu er der ikke rapporteret om personskader.

De saudiarabiske myndigheder sagde lørdag, at de mange brande, som angrebet resulterede i, nu er under kontrol.

Prins har planer for olien

Saudi-Arabiens olieproduktion er integral for landets økonomi, og Saudi Aramco er netop i disse måneder ekstra sårbar. Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, som på flere områder tegner statens politiske og forretningsmæssige kurs, har nemlig en ambition om at sælge ud af Aramco-aktierne inden for de kommende år. Øvelsen skal indgå som led i Saudi-Arabiens bevægelse mod som stat at blive mindre afhængig af olieproduktionen.

Israel bomber iranske mål - langt inde i Irak

En talsmand for houthi-oprøerne sagde lørdag ifølge det arabiske medie Al Jazeera, at angrebet skal ses som et svar til Saudi-Arabiens involvering i konflikten i Yemen.

»Disse angreb er vores ret, og vi advarer Saudi-Arabien om, at vi hele tiden vil udvide vore mål. Vi slår tilbage som gengæld for de mange luftangreb og angreb på vores civilbefolkning gennem fem år«, sagde han.

Blodig konflikt

Saudi-Arabien støtter præsidenten i Yemen, Abdrabbuh Mansur Hadi, og landet deltager aktivt med luftangreb mod oprørerne. På den anden side støtter en af regionens andre store magter, Iran, oprørerne.

Begge sider af konflikten er blevet kritiseret hårdt af det internationale samfund for brud på menneskerettighederne. Ikke mindst i en FN-rapport, som i 2018 kritiserede konfliktens parter kraftigt.

Organisationen Humans Rights Watch har blandt andet rapportet, hvordan hospitaler, skoler og moskéer er blevet ramt af luftbombardementer, og at såvel kvinder og børns rettigheder bliver overskredet, mens de stridende parter både fængsler ulovligt og torturerer.

Angrebet på de to olieanlæg er det seneste i rækken af angreb fra houthi-oprørerne, som med både missiler og droner har ramt såvel andre olieanlæg som lufthavne i Saudi-Arabien.

Michael Thykier

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her