Huse kollapser og flere er kvæstet i jordskælv i Albanien

Foto: Gent Shkullaku/Ritzau Scanpix
Foto: Gent Shkullaku/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Et jordskælv i Albanien har lørdag kvæstet mindst 37 mennesker så alvorligt, at de måtte behandles på hospitalet.

Det meddeler den albanske tv-station RTSH.

Webmediet Shqiptarja.com sætter antallet af kvæstede til 51. Antallet er ikke bekræftet fra officielt hold.

Ifølge albanske medier har en person brækket benet, mens andre er blevet ramt af faldende murbrokker.

Der er ikke umiddelbart meldinger om omkomne.

Jordskælvet, der har en beregnet størrelse på 5,6, har fået flere bygninger til at kollapse i en lille by tæt ved Albaniens hovedstad, Tirana.

Flere steder løb indbyggerne ud af deres huse, da de mærkede de kraftige rystelser.

Ifølge de foreløbige oplysninger er mindst to mennesker kommet lettere til skade og flere huse er kollapset i landsbyen Helmes, der ligger omkring ti kilometer fra hovedstaden.

I byen Durres, der ligger tæt på jordskælvets epicentrum, er mange ruder knust i husene. En del mure har tydelige revner, skriver albanske medier.

Omkring Tirana er der meldinger om strømafbrydelse på grund af skælvet. Både elektricitet og telefonlinjer er afbrudt.

Skælvets epicentrum lå mindre end 40 kilometer fra Tirana på ti kilometers dybde, oplyser Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse (USGS).

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her