Mobiltelefonen bippede, da en sms tikkede ind. Dominic Grieve tog telefonen op af tasken, trykkede beskeden frem, rystede på hovedet og læste så højt fra sin skærm: »Din modbydelige forræder«, sagde han, inden han lagde telefonen ned igen med en hovedrysten. Han er ved at være vant til det.
Dominic Grieve er en af de 21 konservative, der tidligere på måneden blev smidt ud af parlamentsgruppen, da de stemte imod Boris Johnson og tvang ham til at bede EU om at udskyde Brexit, hvis ikke han får en aftale med EU.



























