Boris Johnson fremlægger sin endelige brexitplan onsdag

Demonstranter har samlet sig foran parlamentsbygningen Westminster i London, England. I dag fremlægger premierminister, Boris Johnson, det endelige tilbud til EU om en brexit-plan. 
   Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
Demonstranter har samlet sig foran parlamentsbygningen Westminster i London, England. I dag fremlægger premierminister, Boris Johnson, det endelige tilbud til EU om en brexit-plan. Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, vil fremlægge forslag til en ny brexitaftale med EU onsdag.

Det oplyser premierministerens kontor sent tirsdag aften.

I udtalelsen understreges det, at der er tale om »et endeligt tilbud«, og at alternativet er ingen aftale.

Johnson vil give en detaljeret beskrivelse af sit 'retfærdige og rimelige kompromis' under sin afsluttende tale på Det Konservative Partis landsmøde, der slutter onsdag.

»Mine venner, jeg er bange for, at folk efter tre et halvt år er begyndt at føle, at de bliver holdt for nar«.

»De begynder at tro, at der er kræfter i dette land, der simpelthen ikke ønsker brexit«, vil Boris Johnson sige i sin tale ifølge et uddrag, der er blevet frigivet af hans kontor i Downing Street.

»Lad os få klaret brexit inden den 31. oktober, sådan at vores land i 2020 kan komme videre«.

EU har gentagne gange bedt Storbritannien om at komme med 'lovlige og operationelle' forslag til de ændringer, Boris Johnson ønsker i en aftale.

Boris Johnson hyldes som den store leder

Flere britiske og irske medier har skrevet om en plan, der lægger op til etableringen af en særlig økonomisk zone i Nordirland og toldcentre med kilometers afstand til grænsen.

Det sidste er dog blevet direkte dementeret af en talsmand for den britiske regering.

Bagstopper er den store knast

Striden om den såkaldte irske bagstopper har været den helt store knast i brexitforhandlingerne.

Bagstopperen er et sikkerhedsnet i brexitaftalen mellem Storbritannien og EU. Den skal forhindre en hård grænse med kontrolposter og grænsevagter mellem Irland og Nordirland og beholde den nuværende 'usynlige' grænse.

Ifølge den britiske avis The Telegraph vil Boris Johnsons nye brexitplan efterlade Nordirland med et særligt forhold til EU indtil 2025.

Theresa Scavenius: Brexit er slet ikke en mulighed, men blot en politisk fantasi

Planen betyder ifølge avisen, at Nordirland vil forblive i store dele af EU's indre marked indtil 2025. Dog vil landet forlade EU's toldunion sammen med resten af Storbritannien.

På baggrund af The Telegraphs udlægning af Johnsons nye brexitplan siger Irlands vicepremierminister og udenrigsminister, Simon Coveney, at planen ikke giver grundlag for en aftale.

Han kalder Johnsons forslag til en aftale for 'bekymrende'.

»Vi har ikke set noget endnu, men hvis de rapporter, vi har læst her til aften, er sande, ligner det ikke et grundlag for en aftale. Det er helt sikkert«, siger han til den irske tv-station Virgin Media One.

ritzau

Hvad skal politikerne gøre for at forbedre folkeskolen? Deltag i samtalen her

Politiken har samlet et panel af kompetente skolefolk, der kommer med deres bud på, hvordan folkeskolen kan forbedres.

Men hvad mener du?

Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her