Fly fra Anden Verdenskrig styrter ned og dræber syv i USA

Det var et fly som dette, som styrtede ned kort efter take off. Syv ud af de 13 personer om bord på flyet blev dræbt. Tre personer er i kritisk tilstand.   Foto: Andrew Caballero-reynolds/Ritzau Scanpix
Det var et fly som dette, som styrtede ned kort efter take off. Syv ud af de 13 personer om bord på flyet blev dræbt. Tre personer er i kritisk tilstand. Foto: Andrew Caballero-reynolds/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Syv personer er onsdag blevet dræbt i et flystyrt i USA.

Ifølge de lokale myndigheder styrtede flyet med 13 personer om bord, kort efter at det lettede fra Bradley International Airport ved byen Hartford i Connecticut. Det skriver det amerikanske medie NBC News.

Flyet var af typen Boeing B-17, som blev brugt under Anden Verdenskrig. Et opvisningsshow med fly fra krigen skulle finde sted i weekenden ved lufthavnen.

Piloterne i flyet rapporterede, fem minutter efter at det lettede, at der var problemer.

»Vi observerede, at flyet ikke steg«, siger direktør i Connecticut lufthavn Kevin Dillon.

Flyet forsøgte herefter at vende retur til lufthavnen, men styrtede under landingen, oplyser myndigheder ifølge NBC News.

Skred af landingsbanen og ramte et hus

De 13 personer om bord bestod af to piloter, en stewardesse og ti passagerer.

En person på jorden kom til skade, da flyet skred af landingsbanen og ramte et hus, da det forsøgte at lande.

Flere vidner beskriver, at flyet derefter brød i brand.

Blandt de seks overlevende fra flystyrtet er tre i kritisk tilstand, og tre er uden for livsfare, oplyser en læge fra hospitalet i Hartford til NBC News.

Politikommissær i Connecticut James Rovella oplyser, at politiet er i gang med at underrette de pårørende.

B-17 har fået tilnavnet 'Flying Fortress' - flyvende fæstning - og var et af de allierede i Europas mest brugte fly under Anden Verdenskrig.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her