Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Liget af berygtet amerikansk gangster skal graves op

Lyt til artiklen

En anmodning om at åbne den berygtede amerikanske gangster John Dillingers grav fra 1934 er blevet godkendt af myndigheder i staten Indiana. Det skriver BBC.

Familiemedlemmer til Dillinger mener, at det er resterne af en anden person, som ligger begravet på kirkegården Crown Hill Cemetery i Indianapolis. Derfor har familien presset på for at få tilladelse til åbne graven.

John Dillinger blev i 1930'erne betegnet som 'samfundets fjende nummer et'. Han blev i 1934 i Chicago skudt og dræbt af agenter fra forbundspolitiet FBI. Derefter blev han begravet i Indianas hovedstad.

Opgravningen af kisten er nu planlagt til den 31. december i år, men kirkegården kæmper mod beslutningen ved domstolene.

Dillingers nevø Michael Thompson og et andet familiemedlem mener, at FBI 'dræbte den forkerte mand' ved Chicagos Biograph Theater i 1934.

De hævder at have bevis på, at personen i graven har en anden øjenfarve og et andet fingeraftryk end Dillinger.

FBI har afvist påstanden som en 'konspirationsteori'.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her