Gordon Sondland, der er USA's ambassadør i EU, vil torsdag i næste uge møde op for den komité i Kongressen, der undersøger, om der skal indledes en rigsretssag mod præsident Donald Trump.
Sondland skulle være afhørt af komitéen tidligere på ugen. Men Trump-regeringen blokerede for hans deltagelse.
Han var allerede fløjet fra Bruxelles for at møde op i Repræsentanternes Hus.
Men nu siger hans advokat, Robert Luskin at selv om USA's udenrigsministerium er imod, så kommer Sondland alligevel.
»Selv om udenrigsministeriet anvisning lige nu er ikke at vidne, så vil ambassadør Sondland honorere komitéens stævning, og han ser frem til at vidne på torsdag«, siger Luskin.
Første skridt mod rigsretssag
Sondland er ikke bemyndiget til at frigive de dokumenter, som komitéen i Repræsentanternes Hus har ønsket. Men hans advokat føjer til, at det Sondlands håb, at papirerne bliver tilgængelige for komitéen, inden han selv møder op torsdag.
Demokraterne i Repræsentanternes Hus har taget de første skridt til en rigsretssag mod Trump.
Det er sket, efter at en whistleblower har afsløret, hvad han kalder et forsøg på at afpresse Ukraines præsident til at finde snavs om demokraten Joe Biden.
ritzau




























