Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Eksplosion på tog koster mindst 46 livet i Pakistan

Redningsarbejdere står ved de udbrændte togvogne på det passagertog, hvor 46 personer mistede livet torsdag. Branden, der formentlig skyldes en gasflaske, der eksploderede, skete nær byen Rahim Yar Khan i Pakistan. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Redningsarbejdere står ved de udbrændte togvogne på det passagertog, hvor 46 personer mistede livet torsdag. Branden, der formentlig skyldes en gasflaske, der eksploderede, skete nær byen Rahim Yar Khan i Pakistan. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En brand i et passagertog i det sydøstlige Pakistan torsdag har kostet mindst 46 personer livet.

Passagerer var i gang med at lave morgenmad på et gasblus, da en gasflaske eksploderede.

Flere passagerer forsøgte at undslippe flammerne ved at hoppe af toget, mens det var i fart.

Branden ødelagde tre af togets passagervogne.

Ifølge de første meldinger fra ulykken, der skete nær byen Rahim Yar Khan i Punjab-provinsen, var 13 personer omkommet. Men allerede på det tidspunkt advarede myndigheder om, at dødstallet sandsynligvis ville stige.

Nedslidt jernbanenet

Pakistans jernbaneminister, Sheikh Rashid Ahmed, siger til et lokalt medie, at mange døde, da de forsøgte at hoppe af toget.

Ministeren oplyser, at det er et generelt problem i Pakistan, at folk i det skjulte tager små gasblus med på lange togture for at kunne lave mad.

Pakistans jernbanenet, der blev etableret under kolonitiden, er nedslidt og i forfald som følge af flere årtiers utilstrækkelige investeringer og manglende vedligehold.

I juli mistede 11 personer livet i en togulykke, og fire omkom i en anden ulykke i september.

I 2005 blev omkring 130 mennesker dræbt i en ulykke, som involverede tre tog på en station i Sindh-provinsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her