Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Den unge universitetsstuderende Chow Tsz-lok blev fredag erklæret død, efter han faldt ned fra en afsats i et parkeringsanlæg i Hongkong. Hans død kobles til sammenstødene med politiet.

Optøjerne blusser op: 22-årig erklæres for første dødsoffer

Studiekammerater fra Hongkongs tekniske universitet, HKUST, marcherer og sørger over 22-årige Chow Tsz-loks død.   Foto: Philip Fong/Ritzau Scanpix
Studiekammerater fra Hongkongs tekniske universitet, HKUST, marcherer og sørger over 22-årige Chow Tsz-loks død. Foto: Philip Fong/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

De nærmere omstændigheder omkring 22-årige Chow Tsz-loks død er stadig uklare.

Men at han fredag udåndede endeligt på Dronning Elizabeth Hospital i Hongkong, har atter fået optøjerne i byen til at blusse op.

Over 1.000 mennesker er de seneste måneder meldt sårede i de voldsomme sammenstød med politiet, som hærger byen. Men Chow Tsz-loks død markerer et nyt kardinalpunkt i konflikten. Han kan være det første dødsoffer.

I mandags faldt den unge computervidenskabsstuderende ned fra en afsats i et parkeringsanlæg ikke langt fra et sted, hvor politiet netop var tørnet sammen med regeringsfjendtlige demonstranter. Hvorvidt Chow Tsz-lok deltog i mandagens demonstration, og hvordan hans fald konkret kan kobles til sammenstødet, står endnu ikke klart.

Flemming Ytzen: Da tv-billederne af smadrede butiks-ruder og bål i Hongkongs gader gik viralt, tabte aktivisterne kampen om den globale opinion

Men Hongkongs politiske leder, Carrie Lam, har selv lavet koblingen, da hun har udtalt, at hun nærer »en dyb medfølelse for den universitetsstuderende, som blev såret under demonstrationerne«. Og demonstranterne på gaden anklager nu det lokale politi for Chow Tsz-loks skæbne.

»En blodgæld skal betales med blod«, skreg maskerede demonstranter i Hongkongs gader fredag, rapporterer nyhedsbureauet AP.

På overvågningsbåndene fra de kameraer, der hænger ved parkeringsanlægget, kan man efter sigende ikke se Chow Tsz-loks fald. Men siden hans indlæggelse er der blevet spekuleret i, at det kunne have været et forsøg på at flygte fra politiets tåregas, som sendte Chow Tsz-lok ud over kanten.

Han faldt angiveligt fra tredje til anden etage. Og han ramte underlaget så hårdt, at han blev fundet i en blodpøl og i en tilstand af koma, som det aldrig lykkedes at få den unge mand ud af igen, fordi hans hoved havde taget for meget skade.

Sørger på universitet

Demonstranter har også anklaget politiet for at have stået i vejen for, at livreddere hurtigt kunne komme frem til Chow Tsz-lok. En anklage, som myndighederne har afvist kategorisk.

Ifølge politiet ankom ambulancen til stedet, 19 minutter efter den blev tilkaldt, hvorefter den straks kørte den bevidstløse Chow Tsz-lok mod Dronning Elizabeth Hospital.

Fremtrædende aktivist i Hongkong overfaldet og slået med hammere

Foran intensivafdelingen, hvor Chow Tsz-lok blev behandlet, har journalister og demonstranter taget opstilling. Og på Hongkongs tekniske universitet, HKUST, hvor Chow Tsz-lok studerede, blev der fredag afholdt et minuts stilhed. Det skete på foranledning af Wei Shyy, universitetets præsident, som ifølge flere medier blev set tørre tårer væk under arrangementet.

Den lokale studenterforening arrangerede samme dag en march på universitetets campus. Nogle af deltagerne smadrede i den forbindelse en rude hos Wei Shyy og malede grafitti ved hans hjem.

Med hærværket fulgte et krav: at han går offentligt ud og fordømmer politiet.

Kilder: New York Times, CNN, The Guardian, AP og Reuters


Kristian Corfixen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her