Efter flere uges omfattende uroligheder og anklager om valgsvindel fra oppositionen gik Bolivias præsident, Evo Morales, søndag på tv og bebudede, at det valg, der blev afholdt sidste måned, skal gå om. Han sagde samtidig, at han vil udskifte landets kontroversielle øverste valgtribunal.
Præsidentens bekendtgørelse kom, efter at han søndag morgen fik overrakt en rapport fra Organisationen af Amerikanske Stater (OAS), der har fundet »alvorlige fejl« i både valgproces og -resultat og anbefaler, at valget 20. oktober annulleres.




























