En minister fra Hongkong faldt omkuld, da hun torsdag aften blev omringet af flere vrede demonstranter i forbindelse med et besøg i London.
Det viser en video af episoden ifølge britiske The Guardian.
Hongkongs justitsminister, Teresa Cheng, skulle have holdt en forelæsning i London torsdag aften. Den blev dog aflyst efter optrinnet.
»Mens hun var på vej ind i bygningen, blev hun angrebet af en menneskemængde«, oplyser instituttet, hvor hun skulle have talt.
Det er uklart om hun blev skubbet af demonstranterne.
»Hun pådrog sig i den forbindelse en skade på armen«, lyder det videre.
Politiet i London oplyser, at det har iværksat en efterforskning af sagen. Ingen anholdelser er foretaget, skriver nyhedsbureauet AFP.
»En kvinde med skadet arm blev bragt til hospitalet af Londons beredskabstjeneste«, lyder det fra politiet.
Torsdagens episode var det første direkte sammenstød mellem demonstranter og en minister fra Hongkongs regering, siden voldsomme protester brød ud i juni. Det skriver The Guardian.
ritzau
fortsæt med at læse




























