I årevis har SPD fået valgklø af kansler Angela Merkels CDU. I seks år har socialdemokraterne været juniorpartner i hendes regering. Siden 2017 har de haft tre forskellige formænd og fire midlertidige vikarer. I meningsmålingerne ligger partiet på 13-15 procents opbakning.
Krisen er malet med store bogstaver på partihovedkvarteret Willy-Brandt-Haus i Berlin, når resultatet af en seks måneder lang og opslidende søgen efter to nye formænd offentliggøres lørdag. 425.000 partimedlemmer har kunnet stemme i to omgange.




























