Aung San Suu Kyi vil forsvare Myanmar i Haag

Aung San Suu Kyi skal   tirsdag forsvare sit land mod anklager om folkedrab ved Den Internationale Domstol i Haag i Holland. Foto: Manan Vatsyayana/Ritzau Scanpix
Aung San Suu Kyi skal tirsdag forsvare sit land mod anklager om folkedrab ved Den Internationale Domstol i Haag i Holland. Foto: Manan Vatsyayana/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Der er meget på spil for Aung San Suu Kyi, når hun tirsdag skal forsvare sit land mod anklager om folkedrab ved Den Internationale Domstol i Haag i Holland.

Den tidligere demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi, der nu er Myanmars statsråd og øverste civile leder, har mange hjemlige sympatisører - men også mange udenlandske modstandere.

Da hun søndag ankom til Haag, var der store støttedemonstrationer for hende i Myanmars hovedstad, Naypyidaw.

Men i Haag er stemningen en anden. Mandag opfordrede blandt andre aktivister i organisationen Befri Rohingya Koalitionen til global boykot af Myanmar.

Analyse: Løsladelsen af to Reuters-journalister viser, at Aung San Suu Kyi er presset

Ifølge organisationen er 30 organisationer i ti forskellige lande klar til at følge opfordringen, som skal sætte 'økonomisk, kulturelt, diplomatisk og politisk pres på Myanmar'.

Aung San Suu Kyi har tidligere været et hyldet ikon, der trodsede Myanmars militærstyre i kampen for frihed. Det medførte, at hun i 1991 blev tildelt Nobels fredspris.

Blev drevet på flugt fra Myanmar

Siden 2016 har hun stået i spidsen for Myanmar, som landets civile leder. Og nu sidder hun på anklagebænken og skal forsvare Myanmar mod anklager om folkedrab.

Begivenhederne, der nu leder Aung San Suu Kyi til Haag, begyndte i 2017.

Dengang slog Myanmar hårdt ned på rohingyaerne, som er et statsløst folk, hvoraf hovedparten er muslimer. De lever fortrinsvist i Myanmar, Pakistan og Bangladesh.

FN: 600.000 rohingyaer i Myanmar er i fare for folkedrab

Ifølge Myanmar var militante rohingyaer begyndt at angribe politiafspærringer og kontrolposter i det vestlige Myanmar.

Det medførte, at omkring 730.000 rohingyaer blev drevet på flugt fra Myanmar til Bangladesh i august 2017.

Ifølge FN skete det som resultat af en militærkampagne, som havde folkedrab for øje.

Men den anklage afviser Myanmar. Aung San Suu Kyi har sagt, at det er terrorister, der står bag 'et isbjerg af misinformation'.

Sagen er nu fremme ved Den Internationale Domstol i Haag, som er en FN-domstol, hvor stater kan anklage andre stater.

I dette tilfælde er det Gambia, som anklager Myanmar for folkedrab. Det sker på vegne af 57 lande i Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC).

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her