Dansk kvinde omkommet i trafikulykke i Malaga

Lyt til artiklen

En 54-årig dansk kvinde har mistet livet i en trafikulykke i Malaga i Spanien. Hendes 53-årige danske mand blev kvæstet i ulykken, mens også en 19-årig dansk kvinde kom til skade.

Det skriver det dansksprogede netmedie Spanien i Dag.

Parret er ifølge mediet bosiddende i området, hvor ulykken skete.

I alt fire personer blev kvæstet, da to personbiler søndag aften kørte frontalt sammen. Guardia Civil bekræfter over for Spanien i Dag, at de tre danske statsborgere sad i den ene bil, mens to finner sad i den anden.

Ulykken skete nær byen Coín, der ligger cirka 30 kilometer nord for Marbella.

Den 54-årige kvinde sad på bilens passagersæde foran, mens manden førte bilen. Den 19-årige kvinde sad på bagsædet.

Arbejder på at klarlægge omstændigheder

Både manden og den unge kvinde blev kvæstet.

Også de to finske statsborgere kom til skade, men der er ifølge Spanien i Dags oplysninger ikke tale om alvorlige kvæstelser.

Alle de involverede personer blev i ambulancer kørt til et hospital i Marbella.

Ulykken skete nær en rundkørsel, men politiet i Malaga arbejder fortsat på at klarlægge omstændighederne ved kollisionen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her