»De mangler simpelthen hænder dernede«: Danske brandmænd skal rydde op efter brande i Australien

En bil bevæger sig gennem tyk tåge blandet med røg fra de mange brande i området ved Blue Mountains cirka 75 kilometer fra Sydney. Nu sendes danske brandmænd til Australien for at hjælpe til med at rydde op efter nogle af de mange brande, der har raseret i den sydøstlige del af landet i flere måneder.
En bil bevæger sig gennem tyk tåge blandet med røg fra de mange brande i området ved Blue Mountains cirka 75 kilometer fra Sydney. Nu sendes danske brandmænd til Australien for at hjælpe til med at rydde op efter nogle af de mange brande, der har raseret i den sydøstlige del af landet i flere måneder.
Lyt til artiklen

Ti danske frivillige brandmænd skal hjælpe med at fælde træer og rydde op efter de voldsomme brande i Australien.

Det sker, efter at den australske organisation BlazeAid, der hjælper familier efter naturkatastrofer, har takket ja til tilbuddet fra en gruppe frivillige danske brandmænd, som har tilbudt deres hjælp.

Det skriver DR.

Facebook-gruppen 'Brandmand i Australien DK' har over 1.800 medlemmer, som består af brandfolk, paramedicinere, læger og andre faggrupper. Over 300 af medlemmerne har meldt sig til at hjælpe til i Australien.

»Vi er blevet kontaktet af en organisation i Australien, der hedder BlazeAid, og de mangler simpelthen hænder dernede. Så der er lidt pres på det hele nu her«, siger Søren Elkrog, der bestyrer Facebook-gruppen.

Rejser i næste uge

Han skal sammen med en koordinator udvælge de resterende otte brandmænd ud af 125 mulige kandidater, som skal med på turen, når de i næste uge rejser til Australien.

Australien ønsker ikke officiel dansk hjælp til selve slukningsarbejdet, da landet har fået hjælp fra andre lande til at slukke de mange alvorlige naturbrande.

Christina Male, der er vicepræsident i BlazeAid siger til DR, at danskernes job bliver at rydde arealer, så de kan genopbygges. Derefter kan folk returnere til deres hjem igen.

400 danskere melder sig klar til at kæmpe mod Australiens flammer

De australske myndigheder har tidligere takket pænt nej til tilbuddet om hjælp fra omkring 50 danske brandmænd, som uden beregning kunne blive sendt til Australien for at hjælpe med at slukke de voldsomme brande.

Australiens ambassadør, Mary Ellen Miller, har i en pressemeddelelse sagt, at landet er godt udrustet og organiseret til selv at håndtere naturbrandene, skriver DR.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her