Australien er i forvejen plaget af omfattende naturbrande.

Vildt vejr med støvstorme og hagl rammer Australien

Lyt til artiklen

Først kom ilden. Så kom regnen. Og nu kommer haglene og støvet.

Vejret i Australien går fra den ene yderlighed til den anden, som det ses af videoerne og billederne her i artiklen.

I weekenden rullede flere gigantiske sandstorme ind over delstaten New South Wales og gjorde dag til nat i flere byer, som på grund af strømnedbrud blev indhyllet i mørke i flere timer.

Ifølge den britiske avis The Guardian ramte sandstormen blandt andet byen Dubbo med en hastighed af 107 kilometer i timen.

Andre steder i landet stod vejrmenuen på hagl så store som golfbolde.

I blandt andet hovedstaden Canberra måtte indbyggerne søge dækning, da en haglstorm ramte og blandt andet ødelagde flere biler.


Haglene ramte også i storbyen Sydney, mens to turister måtte behandles på hospitalet efter at være blevet ramt af lyn under en vandretur i bjergene, skriver avisen The Sydney Morning Herald.

Naturbrandene i Australien er de seneste dage taget af i styrke, blandt andet på grund af den megen regn, der er faldet på det seneste, men brandene frygtes at blusse op igen i den kommende tid, når det bliver tørrere igen, og temperaturerne forventes at stige.

28 mennesker og over en milliard dyr og insekter har indtil videre mistet livet i brandene.


Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her