Italien indstiller alle flyvninger til og fra Kina. Det sker, efter at læger har bekræftet to tilfælde af det potentielt dødelige coronavirus i støvlelandet.
Det oplyser den italienske regering torsdag aften.
»Vi tror, at vi er det første EU-land til at tage denne forholdsregel«, siger premierminister Giuseppe Conte på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet AFP.
De to smittede er kinesiske turister. Formentligt mand og hustru. De er nu i isolation på et italiensk hospital med speciale i infektionssygdomme.
Coronavirusset brød ud i den kinesiske storby Wuhan i midten af december og har siden spredt sig til store dele af verden.
Fire luftfartsselskaber mere indstiller fly til og fra KinaTidligere torsdag erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) virusset for en international sundhedskrise.
Beslutningen om at slå alarm kommer, efter at der har været flere bekræftede tilfælde af smitte mellem personer uden for Kina, skriver nyhedsbureauet dpa.
Ifølge kinesiske myndigheder har coronavirusset indtil nu kostet 170 mennesker livet i Kina. Godt 7700 er bekræftet smittede.
ritzau
fortsæt med at læse




























