Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Forskere fra Israel har fået 2.000 år gamle dadelfrø til at spire.

Seks dadelfrø fra Jesu tid spirer i Israel

    Dadler er en populær spise i store dele af Mellemøsten, og nu er det lykkedes forskere at vække en ældgammel sort til live. Foto: Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix
Dadler er en populær spise i store dele af Mellemøsten, og nu er det lykkedes forskere at vække en ældgammel sort til live. Foto: Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det er den sødeste dadel. Den er 30 procent større end dem, du kender i dag. Og den har en 2.000 år gammel rejse bag sig. Denne daddeltype er helt speciel, og det er lykkedes forskere at få liv i seks af dem efter 2.000 år.

Dadelsorten har ikke spiret siden Jesu tid, men efter søgen i grotter i den israelske ørken, har et hold israelske forskere fundet 36 frø, hvoraf seks af dem gror. Og udover en enkelt undtagelse i 2008 har den været uddød.

Gevinsten er ikke kun nyt liv for dadlerne, for forskerne regner også med at få indblik i, hvordan landmænd dyrkede planten for 2.000 år siden.

»Jeg brugte flere timer på at finde de bedste frø, for mange af dem var faldet fra hinanden eller havde huller fra insekter, der havde boret sig igennem«, udtaler Dr. Sarah Sallon, førende forsker og direktør for Louis Borick Natural Medicine Research Centre, til The Guardian.

Har fået jødiske navne

Hun har navngivet frøene efter jødiske navne, da hun selv er jøde. De tre hunner hedder Hannah, Judith og Boaz, mens hannerne hedder Adam, Uriel og Jonah. Blomsterne, der gror på dadelpalmer, er nemlig tvebo, som betyder, at der både er hanlige og hunlige blomster.

I 2008 fik man et hanfrø til at gro, som også blev fundet i Israels ørken. Det fik navnet Metusalem efter den ældste person i Bibelen.

Planen er at tilføre pollen fra Metusalem til de nye hunfrø, så det forhåbentligt kan føre til ny dadelproduktion. Hannah er det første frø, der skal have tilført pollen, og herefter kan det tage to år for blomsten at gro.

Historien om dadler er ikke kun, at det er en lækker spise, men da de først groede i Arabien og Irak, brugte man dem også som medicinsk behandling til folk med depression og dårlig hukommelse. Og det var en af de mest populære eksportvarer, som man handlede med i det gamle Mellemøsten.


Anja Søndergaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her