Det er varmere end nogensinde før på Antarktis. Et argentinsk forskningscenter på verdens sydligste kontinent målte torsdag temperaturen til 18,3 grader celsius.
Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO) bekræftede fredag, at det er den højeste måling nogensinde på kontinentet.
»Det er ikke en måling, man normalt ville forbinde med Antarktis. Selv ikke om sommeren«, siger Clare Nullis, som er talsperson for WMO, i en udtalelse.
Den hidtil varmeste måling fra kontinentet var i 2015, hvor der blev målt en temperatur på 17,5 grader celsius.
Der har før været målt 19,8 grader celsius på en ø i det antarktiske område, men målingen på 18,3 grader celsius er rekord for selve Antarktis.
Det seneste klimatopmøde blev holdt i Spaniens hovedstad, Madrid.
Klimatopmødet gik over tid med knap to døgn, og aftalen, der blev vedtaget på mødet, betegnes fra flere sider som skuffende og meget langt fra målet i Paris-aftalen om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader.
FN's generalsekretær, António Guterres, sagde dengang om mødet:
»Jeg er skuffet over resultaterne af COP25. Det internationale samfund tabte en vigtig mulighed for at vise øget ambition inden for hjælp, adaption og finansiering til at tackle klimakrisen«.
ritzau
fortsæt med at læse





























