Drengespejderne var i generationer en central del af middelklassedagligdagen i USA, men tirsdag gik Boyscouts of America i betalingsstandsning.
Den 110 år gamle organisation er tvunget i knæ af de økonomiske omkostninger fra hundredevis af erstatningssager og udsigten til endnu flere anklager om seksuelle overgreb fra tusindvis af drenge og mænd.
Dermed følger drengespejderne i kølvandet på katolske stifter i USA og det amerikanske gymnastikhold, der også har måttet søge om betalingsstandsning stillet over for bølger af erstatningssager for årtiers ignorering af anklager om seksuelle overgreb.
Paul Mones, der er advokat for hundredevis af sagsøgere, kalder over for tv-stationen CNN betalingsstandsningen en tragedie.
»De her unge drenge svor en ed. De lovede at adlyde, lovede at støtte spejderne og at handle med ære. Mange af dem er ekstremt vrede over, hvad der skete for dem, og Boyscouts of America var ikke deres ansvar bevidst«, siger Paul Mones.
Flere af sagsøgerne hævder, at der fandt gentagne berøringer, fremvisning af pornografi og tvungen anal- eller oralsex, skriver CNN.
Paven kalder på et endeligt opgør med misbrug i kirkenMange sager har været kendt i årevis, og sidste år kom resultatet af en ekspertundersøgelse frem.
Forskeren, universitetsprofessoren Janet Warren, fik adgang til drengespejdernes eget såkaldte »perversionsarkiv« i hovedkvarteret i Texas. Her har organisationen opbevaret anklager om seksuelt misbrug mod spejderledere siden Første Verdenskrig. Hun gennemgik 72 års dokumenter og identificerede 7.819 navne på angivelige gerningsmænd og 12.254 angivelige ofre over årene.
Boyscouts of America gør det klart, at man »tror på ofrene«, og gjorde i en udtalelse tirsdag gældende, at hver enkelt mistanke om misbrug er blevet rapporteret til politimyndigheder.
»Vi bekymrer os meget om alle ofrene for børnemisbrug og undskylder dybt over for enhver, der er blevet skadet, mens de har været spejdere«, hedder det i udtalelsen ifølge avisen The New York Times.
Stor erstatning til offer
Spejderorganisationen siger, den har betalt for ubegrænset rådgivning for ofre og har oprettet et gratis telefonnummer, hvor ofre kan ringe.
I 2010 blev spejderorganisationen dømt til at betale en erstatning på 122 millioner kroner til en tidligere spejder, der var blevet misbrugt som 12-årig af en spejderleder. Det er langt den største erstatning, der er blevet idømt, skriver The New York Times.
I de seneste år har Boyscouts of America forsøgt at modernisere organisationen og forbedre sit konservative ry og faldende medlemstal. I 2013 åbnede organisationen for at optage erklærede homoseksuelle børn og i 2015 erklærede homoseksuelle spejderledere, og i 2017 fik børn, der definerer sig som piger, adgang.
Organisationen hævder at have 2,3 millioner medlemmer, hvilket er omtrent halv så mange som i 1970’erne, skriver The New York Times.
Gruppen Abused in Scouting – Misbrugt som spejdere – har efterspurgt ofre og har identificeret næsten 2000 personer med klagesager i alderen fra otte år til 93 år, skriver avisen.
Advokaten Michael Pfau, der repræsenterer 300 andre sagsøgere over hele USA, siger til CNN, at betalingsstandsningen vil få betydning for de angivelige ofre. De slipper for at få hele deres livshistorie endevendt for åbent tæppe, men de mister muligheden for at få en dag i retten, hvor organisationen tvinges til at forsvare sig, siger advokaten.
fortsæt med at læse


























