Tesfaye har mulig plan klar efter Erdogan-udmelding: Regeringen er parat til at iværksætte nødbremse

En båd med 27 flygtninge og migranter fra Gambia og Congo ankommer på Lesbos i Grækenland, efter de blev reddet af et skib.  Foto: Aris Messinis/Ritzau Scanpix
En båd med 27 flygtninge og migranter fra Gambia og Congo ankommer på Lesbos i Grækenland, efter de blev reddet af et skib. Foto: Aris Messinis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Regeringen er parat til at bruge den såkaldte asylnødbremse, hvis tusindvis af flygtninge og migranter tager turen op igennem Europa og banker på ved Danmarks grænser.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i en skriftlig kommentar.

Meldingen kommer, efter at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, lørdag meddelte, at han åbner Tyrkiets grænser. Derved kan migranter få adgang ind i Europa.

Asylnødbremsen kan iværksættes, hvis antallet af asylansøgere pludselig skulle stige drastisk. Som det eksempelvis var tilfældet i 2015.

»Med den såkaldte nødbremse kan vi midlertidigt lukke grænsen for asylansøgere, hvis der er tale om en krisesituation, hvor Dublin-samarbejdet reelt er holdt op med at fungere«.

»Der er vi ikke endnu. Men det er et redskab, som vi selvfølgelig er klar til at bruge, hvis betingelserne for det er opfyldt«, siger ministeren.

Erdogan: EU skal tage imod flere

Dublin-forordningen er en aftale mellem EU-landene, Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein. Den skal sikre, at en asylansøgning, der indgives i et af disse lande, kun behandles af ét land.

Den skal også sikre, at der altid kan findes et land, der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning.

Erdogans mål er formentlig at presse europæiske regeringer til at vise mere støtte i den konflikt, som Tyrkiet har med den syriske regeringshær i den nordlige syriske provins Idlib.

Her mistede 34 tyrkiske soldater livet torsdag ved et luftangreb.

Et af Erdogans krav er, at EU skal tage imod flere flygtninge fra Syrien. Tyrkiet giver det syriske luftvåben skylden for angrebet. Rusland støtter militært det syriske regime og har deltaget i flyangreb i Idlib.

Over 500 migranter er søndag kommet sejlende til de græske øer Lesbos, Samos og Chios. Det oplyser en kilde i græsk politi ifølge Reuters.

I forvejen opholder et stort antal migranter sig på øerne i overfyldte lejre. De håber på at kunne komme længere nordpå i Europa. Men der er ikke politisk vilje i EU til at tage imod dem.

Lørdag efterspurgte partier som Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance handling fra regeringen.

Omkring årsskiftet 2015/2016 indkøbte Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse materialer til at kunne opstille et 33 kilometer langt pigtrådshegn.

Nye Borgerlige mener, at hegnet nu skal sættes op ved den dansk-tyske grænse.

Tilbage i oktober sidste år oplyste styrelsen til Folketinget, at der resterede cirka 90 procent af den oprindelige anskaffelse.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her