Taleban dræber 20 og bryder formentlig aftale med USA

Talebanere i Laghman-provinsen fejrede mandag indgåelsen af en fredsaftale mellem Taleban og USA. Nu kan aftalen være blevet brudt, efter at Taleban har dræbt 20 soldater og politifolk. Foto: Noorullah Shirzada/Ritzau Scanpix
Talebanere i Laghman-provinsen fejrede mandag indgåelsen af en fredsaftale mellem Taleban og USA. Nu kan aftalen være blevet brudt, efter at Taleban har dræbt 20 soldater og politifolk. Foto: Noorullah Shirzada/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Trods fredsaftale angriber Taleban og dræber i afghanske provinser, og USA gennemfører luftangreb i Helmand.

Både Taleban og USA har inden for et døgn været i kamp i Afghanistan, og det kan få en få dage gammel fredsaftale mellem de to parter til at vakle.

Taleban har dræbt 20 soldater og politifolk i to provinser, oplyser lokale myndigheder.

Samtidig bekræfter den amerikanske hær, at den har gennemført flyangreb mod en Taleban-styrke, der angreb den afghanske hær i provinsen Helmand.

»USA gennemførte 4. marts et luftangreb mod militsfolk fra Taleban i Nahr-e Saraj i Helmand, som aktivt foretog angreb mod en hærstilling«, skriver en talsmand på Twitter.

Videre skriver talsmanden, at angrebet var »defensivt« for at aflede de islamistiske militsfolk.

Ifølge fredsaftalen skal alle USA's 13.000 soldater i Afghanistan være ude af landet om 14 måneder, hvis Taleban overholder fredsaftalen. Det samme skal USA's allierede styrker, heriblandt lidt over 150 danske soldater.

Fredsaftalen blev underskrevet lørdag i Qatar. Her var ledelsen i Taleban mødt op for at skrive under. Udenrigsminister Mike Pompeo var i spidsen for USA's delegation.

Talebans angreb i Kunduz sent mandag kom, kun få timer efter at præsident Donald Trump havde »en meget god snak« med den politiske leder i Taleban.

»Militsfolk fra Taleban angreb mindst tre af hærens stillinger i distriktet Imam Sahib i Kunduz i går aftes, og de dræbte mindst ti soldater og fire politifolk«, siger en lokal repræsentant.

En embedsmand i det afghanske forsvarsministerium, der ønsker at være anonym, bekræfter angrebet.

Et andet angreb fandt sted i provinsen Uruzgan, oplyser den lokale guvernørs talsmand.

»Beklageligvis blev seks politifolk dræbt og syv såret«, siger han.

Præsident Trump kunne ellers mandag fortælle journalister, at han har et »meget godt« forhold til Talebans politiske chef, mullah Baradar.

De to talte sammen i telefon i 35 minutter ifølge de afghanske oprørere.

»Vi havde en god lang samtale, og som I ved, ønsker de at stoppe med at bruge vold«, sagde Trump.

Fredsaftalen fra lørdag pegede frem mod, at USA efter mere end 18 år i Afghanistan kunne trække alle sine soldater hjem.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her