Danmark har lukket grænsen. Nu gør Tyskland det samme.

Tyskland lukker grænsen til Danmark i morgen tidlig

Lørdag lukkede Danmark midlertidigt grænserne som her ved Kruså. Nu gør Tyskland det samme fra mandag klokken 06.00 Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
Lørdag lukkede Danmark midlertidigt grænserne som her ved Kruså. Nu gør Tyskland det samme fra mandag klokken 06.00 Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Tyskland lukker sin grænse til Danmark fra klokken 06 mandag morgen.

Det oplyser ministerpræsidenten i Slesvig-Holsten, Daniel Günther, til nyhedsbureauet dpa.

Günther siger, at han har fået det bekræftet under en telefonsamtale med den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer.

Kilder i forbundsregeringen sagde tidligere søndag til dpa, at den tyske regering vil lukke grænserne til Østrig, Schweiz og Frankrig i et forsøg på at stoppe spredningen af coronavirus.

Horst Seehofer holder et pressemøde klokken 19 søndag aften. Det forventes, at han her bekræfter de nye tiltag. Også i forhold til Danmark.

»Omfanget af lukningen er endnu uklar. Således vides det ikke, om der bliver adgang for pendlere og andre med nødvendige ærinder, som det er tilfældet for rejsende fra Danmark til Tyskland«, skriver Flensborg Avis.

EU's kommissionsformand, Ursula von der Leuen advarer søndag om, at flere tusinde lastbiler og busser er strandet ved nogle af EU's indre grænser.

Hvis ikke regeringerne besinder sig, kan det føre til tomme hylder i supermarkederne, advarer hun.

Statsminister Mette Frederiksen oplyste fredag, at Danmark fra lørdag middag ville holde sine grænser til Tyskland og Sverige lukket i et forsøg på at stoppe stigningen i smittede med coronavirus.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her