Coronavirusepidemien i Storbritannien vil vare frem til foråret 2021. Samtidig ventes fire ud af fem briter at blive smittet med coronavirussen. Det står i et hemmeligt notat fra Public Health England (PHE), som er sendt ud som en orientering til ansatte ved de britiske sundhedsmyndigheder (NHS), skriver den britiske avis The Guardian søndag aften.
»Op mod 80 procent af befolkningen ventes at blive smittet med covid-19 i løbet af de næste 12 måneder, mens op mod 15 procent (7,9 millioner mennesker) kan få brug for indlæggelse«, står der i notatet ifølge The Guardian.
Covid-19 er navnet på sygdommen, som det nye coronavirus fra 2019 forårsager.
Det er første gang, at sundhedsmyndighederne med ansvar for at håndtere coronavirussen i Storbritannien erkender, at de forventer, at virussen vil være i omløb i op til 12 måneder.
Det er ligeledes første gang, at myndighederne erkender, at coronavirussen vil medføre et allerede hårdt presset sundhedsvæsen en ekstra stor byrde.
1.395 briter er blevet smittet
Professor Chris Whitty, der er den britiske regerings øverste rådgiver inden for sundhed, har tidligere omtalt ovenstående tal som det værst tænkelige scenarie. Han vurderer, at det reelle antal smittede samt antal indlæggelser vil blive langt lavere.
I orienteringen til NHS står der, at det imidlertid er ventet, at fire ud af fem – altså 80 procent af befolkningen – vil blive smittet med virussen.
Ifølge en opgørelse fra Johns Hopkins University i Baltimore, USA, natten til mandag dansk tid er 1.395 mennesker bekræftet smittet med coronavirus i Storbritannien.
Af disse er 35 personer døde, mens 21 er erklæret raske igen.
Opgørelsen dækker ikke over eventuelle mørketal.
ritzau
fortsæt med at læse




























