Søndag aften holdt den amerikanske centralbank, der er verdens største, møde selv om den egentlig først skulle gøre det tirsdag.
På dagsordenen var blandt andet en øjeblikkelig rentenedsættelse og efter mødet meldte banken ud, at renten, der i sidste uge blev sat ned, allerede med virkning mandag vil blive sat yderligere ned, så den nu er nul og samtidig vil banken opkøbe værdipapirer for 700 mia. dollars.
»Banken bruger nogle af de samme type kriseredskaber som under finanskrise, hvor man fortæller finansmarkederne og forbrugerne, at man giver den max gas i forsøget på at mindske opbremsningen«, siger finansanalytiker Frank Hvid Petersen.
»I USA har man lidt forsinket opdaget, hvor alvorligt det her er. For 3-4 dage siden var alt normalt, men nu 48-72 timer er stort set alt sat i stå«, siger han.
Det er sket ekstremt hurtigt i forhold til recessioner som dot.com-boblen og selv under finanskrisen var der trods alt nogle måneder opbremsning i økonomien frem mod Lehman Brothers krak.
»Alt lukkes jo ned. I første bølge har det ramt restauranter, barer, diskoteker, konferencesteder, hoteller, og så breder det sig. Når folk bliver fyret, bruger de færre penge, og andre holder igen med forbruget. Bilsalget, salg af luksusgoder falder, virksomheder holder igen med investeringerne. Her er det jo ligefrem fra centralt hold, at man siger gå hjem og lad være med at lave noget«, siger han.
Alt faldt i værdi
Derfor tog den amerikanske centralbank søndag aften den store kanon frem og forsøgte at forhindre, at det, der er lige nu ligner hård opbremsning af økonomien, ender med, at vi ryger direkte ind i forruden – eller ud gennem den og ender i en langvarig økonomisk krise.
I sidste uge faldt ALT. Aktierne, råvarerne, guld, obligationer, det er meget meget sjældent, det sker
Centralbanken forsøger, siger Frank Hvid Petersen, at signalere, at forbrugerne skal føle sig trygge, og at virksomhederne ved, de kan skaffe kapital.
»Og så vil banken stabilisere finansmarkederne. Aktierne fik i sidste uge kæmpetæsk, og selv om de steg fredag, faldt de samlet med ni procent. Obligationsmarkedet havde det også skidt, for selv om mange gerne ville handle der, kunne de ikke. I sidste uge faldt ALT. Aktierne, råvarerne, guld, obligationer, det er meget meget sjældent, det sker«.
Desværre ser det, siger han, ikke ud til at bankens indgreb for alvor har haft effekt.
»Reaktionen har ikke været specielt positiv. Aktierne i Asien er styrtdykket, og især i Australien, der producerer mange råvarer og derfor er meget konjunkturfølsomme, er faldet drastisk. I USA har man et såkaldt futures marked, hvor man kan handle med amerikanske aktier, mens børsen er lukket, og der faldt aktierne med fem procent«, siger han.
Flere opkøb af værdipapirer i vente
Det behøver ikke at skyldes centralbankens tiltag, men kan også, siger Frank Hvid Petersen, skyldes at nogle investorer har en regel om, at bliver deres tab for stort, skal de sælge, så de ikke risikerer at miste mere.
Han forudser, at det næste fra den amerikanske centralbank kan blive endnu flere opkøb af værdipapirer, primært obligationer, men det kan også være, at banken vil begynde at opkøbe aktier og virksomhedsobligationer eller lave låneprogrammer til små og mellemstore virksomheder.
»Det ville være et signal om, at det kan godt være, at banksektoren ikke vil låne jer penge, men det vil vi godt fra centralt hold«, siger han.
Alt er jo psykologi. Det er forventninger, der styrer økonomien og finansmarkederne
Et andet middel, der kan blive taget i brug for at forhindre en økonomisk nedtur, er finanspolitiske tiltag, hvor man vil give folk flere penge mellem hænderne ved at investere i nye tiltag. Det kan være som i Danmark, hvor statens sikrer lønkompensation og dermed forsøger at forhindre fyringer eller investeringer i infrastruktur.
»Man kan jo ikke gå i gang med at bygge en bro i morgen, men man kan vise, at man mener det for alvor, når man forsøger at skabe tillid til økonomien, og at man begrænser krisen«, siger han.
»Alt er jo psykologi. Det er forventninger, der styrer økonomien og finansmarkederne. Lige nu forsøger centralbankerne og politikerne at undgå at der bliver skabt det billede, at alt er kaos og at krisen bliver langvarig. Alle ved, at der kommer en lavkonjunktur, men nu handler det om at signalere, at den ikke bliver langvarig. At vi om et halvt år er tilbage«, siger han.
»Sådan går det jo i Fjernøsten, der langsomt er ved at åbne op igen. Toyota har lige været ude at sige, at deres fabrikker i Kina er ved at være oppe i fuldt gear igen.«
Om det lykkedes at give finansmarkederne det billede, at der er lys for enden af tunellen, vil de næste timer, dage, uger vise.
fortsæt med at læse




























