Alle skal blive hjemme i 19 dage: Colombia indfører Sydamerikas mest drastiske tiltag mod virus

Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Colombia indfører en national karantæne for hele landets befolkning, som vil træde i kraft tirsdag.

Det siger landets præsident, Ivan Duque, sent fredag aften lokal tid.

Det er det hidtil mest drastiske tiltag, der er taget af et sydamerikansk land i kampen mod det smitsomme coronavirus.

Den nationale karantæne vil vare i 19 dage frem til den 13. april.

Tiltaget vil betyde, at det bliver obligatorisk for alle indbyggere i landet at gå i selvisolation.

Hovedstaden Bogotá har allerede taget forskud på karantænen, da alle byens indbyggere har været i isolation siden fredag morgen.

I Colombia er der hidtil registreret 158 personer, som er bekræftet smittet med coronavirus.

I Sydamerika er Brasilien indtil videre det land, der er hårdest ramt af viruspandemien.

Her er der bekræftet over 900 smittetilfælde og mindst 11 dødsfald som følge af coronavirus.

Den kommende vinter bekymrer

I Sydamerika er sommeren ved at gå på hæld, mens vinteren nærmer sig. Og det har skabt bekymring for, om virusudbruddet vil blive forværret af de dalende temperaturer.

Det er ifølge eksperter fortsat uvist, hvorvidt årstidernes skiften har en indflydelse på udbredelsen af coronavirussen.

Men i Brasilien påpeger flere eksperter i smittespredning, at tidligere virusudbrud i Brasilien – herunder svineinfluenzaen i 2009 – er blevet forværret af køligere temperaturer. Det samme kan gælde i andre sydamerikanske lande som Argentina og Chile, som dog har en mindre befolkning end Brasilien, men til gengæld oplever koldere temperaturer om vinteren.

Også flere andre steder på den sydlige halvkugle venter en tiltagende spredning af coronavirus i løbet af den kommende vinter. Blandt andet i Australien, som på nuværende tidspunkt har oplevet en smittespredning på et niveau, der ligner det i Brasilien.

Berømt australsk strand lukkes midlertidigt

I Sydney var der dog stadig over 30 grader fredag. Det fik tusindvis af mennesker til at flokkes til den berømte Bondi Beach. Som konsekvens heraf bliver stranden nu midlertidigt lukket, idet de australske myndigheder forsøger at slå ned på folk, der ignorerer rådet om at holde afstand til andre på grund af coronavirus.

Det fik lørdag borgmester i Sydney-forstaden Waverley Paula Masselos til at udsende en offentlig opfordring til folk om at holde sig indendørs og væk fra strandene under coronaviruspandemien.

»Vi må alle gøre vores for at forhindre spredningen af Covid-19. Jeg er frustreret over folk, der ignorerer sundhedsrådet om social afstand, hvilket blev observeret på Bondi Beach i går. Ingen er immun over for Covid-19, og når man opfører sig uansvarligt, sætter det hele samfundet i fare«, sagde borgmesteren.

Sundhedsminister Greg Hunt sagde tidligere på dagen til journalister i Melbourne, at lokale myndigheder er nødt til at sikre, at folk overholder retningslinjerne for sundhed og sikkerhed:

»Det, der skete på Bondi i går, var uacceptabelt, og de lokale myndigheder må reagere for at sikre, at det ikke gentager sig«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her