Sverige runder 100 coronadødsfald som første nordiske land

Personer fra bl.a. militæret arbejder på at få en afdeling til coronapatienter op at stå udenfor sygehuset i Helsingborg. Foto: 50090 Johan Nilsson/tt/Ritzau Scanpix
Personer fra bl.a. militæret arbejder på at få en afdeling til coronapatienter op at stå udenfor sygehuset i Helsingborg. Foto: 50090 Johan Nilsson/tt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Som det første land i Norden har Sverige rundet 100 dødsfald, der kan relateres til det igangværende coronavirusudbrud.

Det oplyser Folkhälsomyndigheten, der er den svenske pendant til Sundhedsstyrelsen i Danmark, lørdag.

Mere præcist drejer det sig om 102 coronadødsfald, viser tallene fra Folkhälsomyndigheten. Fredag lød det samlede antal coronadødsfald på 92.

Sveriges corona-frontmand tager naboernes kritik med ro

Antallet af bekræftede smittetilfælde i Sverige lyder på 3447. Det er en stigning på mere end 400 smittede i forhold til fredag.

De danske myndigheder har lørdag eftermiddag også offentliggjort opdaterede tal. Her fremgår det, at 65 coronasmittede personer hidtil har mistet livet. I alt er 2201 personer blevet konstateret smittet med virusset.

Stockholm hårdt ramt

Sverige har markeret sig ved at have en noget mindre restriktiv tilgang til virusudbruddet end mange andre lande - herunder de nordiske naboer.

Blandt andet er skoler og restauranter stadig åbne.

Først fredag blev grænsen for tilladte forsamlinger sænket fra 500 til 50 personer i Sverige. Det er næsten to uger siden, at den danske regering forbød alle offentlige forsamlinger på mere end ti personer.

»Det er alvor nu«: Forsamlinger med over 50 personer forbydes i Sverige

Særligt den svenske hovedstad, Stockholm, er blevet hårdt ramt af coronavirusudbruddet. Næsten halvdelen af alle smittetilfælde og over halvdelen af alle dødsfald er blevet bekræftet i Stockholm.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, afviser ikke at isolere Stockholm fra resten af landet, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Det har Finland valgt at gøre med sin hovedstad, Helsinki.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her