Det var noget af en sviner, tolv italienske politikere fik trykt i den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeiting for et par dage siden.
I et åbent brev til Tysklands politikere opfordrer de ganske vist »deres kære tyske venner« til at udvise solidaritet med Italien og andre eurolande og undgå »smålig nationalegoisme«. Det skal ske i form af støtte til et overvejende sydeuropæisk forslag om at udstede fælles EU-coronaobligationer for at finansiere de mange økonomiske hjælpepakker, der skal afbøde det værste af den igangværende økonomiske nedtur.




























