Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Sverige truer med at anmelde Frankrig for at holde på masker

Mens Sverige mangler masker, som er strandet i Frankrig, modtog Region Nordjyllands centrallager i Aalborg   donerede værnemidler fra den kinesiske rigmand og Alibaba-stifter Jack Ma tidligere på ugen.   Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mens Sverige mangler masker, som er strandet i Frankrig, modtog Region Nordjyllands centrallager i Aalborg donerede værnemidler fra den kinesiske rigmand og Alibaba-stifter Jack Ma tidligere på ugen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Sverige overvejer at anmelde Frankrig til EU-Kommissionen for brud på reglerne i det indre marked. Det skyldes, at en forsendelse fra Kina med fire millioner ansigtsmasker til den svenskbaserede virksomhed Mölnlycke er blevet stoppet i Frankrig.

Sådan lyder det fredag fra handelsministeren Anna Hallberg (S).

»Det kan være på tide at tage det tunge artilleri i brug«, siger hun.

Mange lande har sat eksportbegrænsninger på kritisk sundhedsudstyr inden for EU. Både udenrigsminister Ann Linde (S) og Anna Hallberg ser det som meget alvorligt.

»Nu er det tid til at kontakte Frankrig igen«, siger Anna Hallberg.

Flere lande har restriktioner på eksport af udstyr

Men kan dialog ikke løse problemer, er der også en mulighed for at rapportere det som et regelbrud. Hallberg mener, at problemet består i, at hvis alle lande gør som Frankrig, vil det også gå ud over alle.

»Det er ekstremt foruroligende. Der er ikke noget af det, vi sender til Frankrig, som vi kan sende ud af landet«, siger Mölnlyckes administrerende direktør, Richard Twomey, til Sveriges Radio.

Forsendelsen blev stoppet 5. marts og skulle blandt andet være blevet bragt videre til Spanien og Italien.

Både Spanien, Italien og Frankrig er særdeles hårdt ramt af coronavirus og har rapporteret høje dødstal på grund af covid-19 de seneste dage. Det er dog ikke kun Frankrig, der har den type restriktioner på eksport af kritisk sundhedsudstyr. Også Ungarn, Tjekkiet, Polen, Rumænien, Spanien, Italien og Slovakiet har gjort noget lignende. Og uden for Europa har præsident Donald Trump natten til lørdag dansk tid i USA beordret et eksportstop for godkendte masker og andre værnemidler mod coronavirus.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her