Østrig genåbner butikker om en uge efter stor nedlukning

Foto: Leonhard Foeger/Ritzau Scanpix
Foto: Leonhard Foeger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den østrigske regering melder sig nu klar til at begynde en gradvis genåbning af samfundet efter en stor nedlukning under coronakrisen. Således vil man allerede efter påske begynde at lempe nogle af de stramme restriktioner, der er indført for at bremse spredningen af virusset, siger regeringsleder Sebastian Kurz mandag.

Ifølge Sebastian Kurz vil regeringen tillade små butikker, byggemarkeder og gartnerier at genåbne tirsdag 14. april. Fra 1. maj vil alle øvrige butikker, indkøbscentre og eksempelvis frisører også få lov at genåbne. Restauranter, hoteller og barer skal være lukket indtil midten af maj. Det samme gælder landets skoler. Sociale restriktioner vil blive opretholdt indtil udgangen af april, oplyser den østrigske regering.

»Den hurtige og restriktive reaktion giver os nu muligheden for hurtigere at komme ud af krisen«, siger Sebastian Kurz.

»Men kun hvis vi fortsætter med at indrette os under restriktionerne og holde sammen«.

I Østrig er godt 12.000 testet positiv for coronavirus, og lidt flere end 200 coronapatienter er bekræftet døde.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her