Antallet af coronadøde i Italien er søndag steget med 431 til 19.899, hvilket er den laveste stigning siden 19. marts, oplyser myndighederne.
Antallet af bekræftede coronatilfælde i Italien er steget med 4.092 til i alt 156.363, mens antallet af døde under coronavirusudbruddet i Italien lørdag steg med 619. Italien har næstflest registrerede dødsfald efter USA, der har fem gange så mange indbyggere som Italien.
Italiens 60 millioner indbyggere har lov til at forlade deres hjem, når de skal arbejde eller købe ind eller har specifikke ærinder som lægebesøg. Det er kun tilladt at løbe og motionere meget tæt på ens hjem. Man skal medbringe et certifikat, som tydeliggør, hvorfor man er ude og ikke hjemme.
De italienske myndigheder har optrappet patruljeringer og håndhævelsen af de indførte restriktioner i påskedagene. De gældende restriktioner blev indført 10. marts. De er foreløbigt forlænget frem til 3. maj af regeringen under regeringsleder Giuseppe Conte.
Conte og hans regering er under pres fra italienske erhvervsorganisationer, der har advaret om, at virksomhederne ikke vil kunne betale de ansatte løn, hvis nedlukningen varer ved.
ritzau
fortsæt med at læse



























