Frankrigs intensivafdelinger har færre coronasyge

Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det har været et lyspunkt i de seneste daglige melding fra Frankrig, at antallet af patienter på landets intensivafdelinger er faldet fire dage i træk.

Antallet af patienter, som er indlagt på intensivafdelinger med corona, var søndag på 6.845 mod 6.883 lørdag, oplyser de franske sundhedsmyndigheder.

Sundhedsministeriet i Paris siger søndag, at 315 dødsfald i det seneste døgn er sket på hospitaler mod 345 dødsfald dagen før. Frankrig meddeler søndag, at antallet af coronadøde i landet i alt er nået op på 14.393. Det er en stigning på 561 i forhold til lørdag, hvor det samlede dødstal var på 13.832.

Udover de 315 dødsfald på hospitalerne, har der dermed været 246 coronarelaterede dødsfald på blandt andet franske pleje- og alderdomshjem. Det betyder, at mere end 4 ud af 10 af de franske coronadødsfald det seneste døgn har fundet sted på pleje- og alderdomshjemmene. Antallet af bekræftede eller mulige coronasmittede på landets plejehjem er søndag opgjort til 37.188. De franske myndigheder siger, at antallet af bekræftede tilfælde af coronavirus i alt er på 95.403 indtil nu.

Synlig effekt af nedlukning

De franske myndigheder giver også søndag udtryk for en vis optimisme, da de mener, at lukningen af samfundet er begyndt at have virkninger.

»De seneste data bekræfter, at epidemien fortsat udvikler sig dynamisk i vort land, og den rammer os fortsat hårdt«, hedder det i en erklæring fra sundhedsmyndighederne med tilføjelsen:

»Men de indførte begrænsninger med barrierer, fysisk afstand på mindst en meter, social afstand og en drastisk reduktion i antallet af sociale kontakter, har ført til de første resultater«.

Frankrig, der som Italien og Spanien er hårdt ramt af coronapandemien, har indført krav om, at man medbringe en skriftlig tilladelse, hvis man skal ind i landet. Det gælder også fra andre EU-lande. Frankrig har siden marts haft betydelige restriktioner af bevægelses- og forsamlingsfriheden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her