Hvad består genopretningspakken af?
EU-Kommissionen har fremlagt en pakke, der kaldes Næste Generation EU, der som en engangsindsprøjtning skal genrejse EU efter coronakrisen og samtidig modernisere den europæiske økonomi og fremme klimabeskyttelsen.
Kernen i pakken er en genopretningsfond, som skal stille penge til rådighed for »investeringer og reformer« særligt i brancher og regioner i EU, der er særligt ramt af coronakrisen. Landene skal opstille nationale programmer, der også tager hensyn til klimabeskyttelse og digitalisering. Fonden skal tilføres 560 milliarder euro, hvilket svarer til hele EU’s budget i mere end tre år. 310 milliarder euro skal uddeles som tilskud, der ikke skal betales tilbage til EU. 250 milliarder euro skal udbetales som lån, der skal betales tilbage.


























