Sverige skal lære af de mange covid-19 dødsfald på blandt andet plejehjemmene, siger den svenske statsminister, Stefan Löfven.

Kommission skal kulegrave Sveriges mange døde corona-smittede

 Stefan Löfven og den svenske regering vil nedsætte en kommission, der skal undersøge corona-håndteringen.   Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Stefan Löfven og den svenske regering vil nedsætte en kommission, der skal undersøge corona-håndteringen. Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Sverige har skilt sig ud internationalt med en mere lempelig tilgang til corona-pandemien end de fleste andre lande.

Nu vil den svenske regering nedsætte en kommission, der skal kulegrave landets håndtering af epidemien.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, er dermed kommet et flertal uden om regeringen i forkøbet,

efter at presset på ham er vokset i takt med, at dødstallene er fortsat med at skyde i vejret i Sverige.

»Det er vigtigt, at vi lærer af det her. Hvad der har fungeret godt, og hvad der har fungeret dårligt«, siger Stefan Löfven i et interview med Aftonbladet.

Det præcise kommissorium skal forhandles på plads med de øvrige partier i Riksdagen inden sommerferien. Undersøgelsen skal være både bred og dyb.

»Det er åbenlyst, at den skal se på det nationale niveau, og hvordan samarbejdet mellem regeringen og myndighederne har fungeret. Og mellem regeringen og Riksdagen. Men den bør også omhandle det regionale og det kommunale niveau. Der er mange perspektiver, og jeg synes også, at den bør se udenfor landets grænser«, siger den svenske statsminister.

Flere er døde i Sverige

Dødstallene i Sverige er langt højere end i de øvrige nordiske lande både totalt og per indbygger, og den svenske tilgang til epidemien har ikke mindst i Danmark været genstand for intense diskussioner under hele forløbet.

Senest i forbindelse med genåbningen af grænserne for norske, islandske og tyske turister, men ikke de svenske.

Fredag kom meldingen, som Sverige ikke ønskede. Men svensk politiker bebrejder også sin egen regering

Den svenske statsepidemiolog, Anders Tegnell, har om nogen forsvaret den svenske strategi, som dybest set har handlet om at skabe en flokimmunitet ved en langsom men kontrolleret smittespredning, hvor en tilstrækkelig stor del af befolkningen udvikler antistoffer mod sygdommen.

Men onsdag har Anders Tegnell trukket lidt i land i et interview med nyhedsprogrammet Ekot på Sveriges Radio.

»Skulle vi komme til at støde på samme sygdom med præcis den viden, som vi har i dag, tror jeg, at vi ville have gjort en mellemting mellem det, som Sverige har gjort, og det, som resten af verden har gjort«, siger Anders Tegnell i udsendelsen.

Svigt i Ældreomsorgen

Stefan Löfven glæder sig over, at hospitalerne i Sverige har vist sig i stand til at håndtere det relativt større antal smittede og syge med behov for behandling.

Til gengæld er for mange ældre på plejehjemmene blevet syge og har mistet livet, især i og omkring Stockholm, siger han.

»Ældreomsorgen har ikke været god nok. Vi skal ikke sable hele ældreomsorgen ned, men for mange er blevet smittet og er døde«, siger han.

Niels Paarup-Petersen, der er medlem af Riksdagen for Centerpartiet, er tilfreds med, at der kommer en kommissionsundersøgelse.

»Vi skal se på tingene, mens de er i frisk erindring hos folk, så vi kan lære af dem«, siger han til Orientering på P1.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her