Skuddene lød 23.21 28. februar 1986. En mand faldt sammen, hans kone holdt ham i sine arme, en gerningsmand løb væk. Sveriges statsminister Olof Palme var skudt ned på åben gade. Midt i Stockholm efter et biografbesøg. Og Sverige gik i chok.
I de seneste 34 år har mordet på den svenske statsminister været et mysterium og et åbent sår hos alle de svenskere, som husker, og som aldrig kan glemme, hvor de var, da de fik beskeden om Palmes død. For mordet er, til trods for mængder af spor og teorier, aldrig blevet opklaret.




























