Kontant måske grænsende til det brutale. Under alle omstændigheder en mand, der kender sin og især sin arbejdsgivers styrke og ikke henslæber tiden med diplomatisk sniksnak.
Det var indtrykket, da Trumps nye topforhandler og viceminister for våbenkontrol og sikkerhedspolitik, Marshall Billingslea i september 2018 mødte frem i Politikens lokaler på Rådhuspladsen. Dengang var han leder af den amerikanske sanktionspolitik. I sit følge havde han knap ti repræsentanter fra den amerikanske ambassade, det amerikanske finansministerium og formentlig også et par livvagter.




























