En gerningsmand, der skød og dræbte en mand og sårede en anden under en demonstration i USA, er blevet identificeret af politiet.
Han deltog selv i demonstrationen i weekenden i den amerikanske by Louisville, hvor folk demonstrerede over Breonna Taylors død i marts måned.
Der er tale om ung mand i 20’erne, som har deltaget i flere af demonstrationerne de sidste uger i Louisville.
Det skriver New York Times.
Manden skød og dræbte en 27-årig mand, og en anden er såret og indlagt på hospitalet.
En er skudt og dræbt under protest i park i USAGerningsmanden blev identificeret, efter at en person filmede episoden og lagde den op på Twitter, og det lokale politi forklarede søndag på et pressemøde, at han selv havde taget del i demonstrationen.
Han var blevet bedt om at forlade demonstrationen flere gange af meddemonstranter »på grund af hans afvigende adfærd«, fortæller politiet på pressemødet.
De oplyser også, at han er blevet anholdt flere gange i løbet af de sidste ugers protester i Louisville, der har været et af epicentrene for demonstrationer efter George Floyds død i Minneapolis.
Anden skudepisode på en måned
Weekendens skudepisode skete i Jefferson Square Park i Louisville, og det er ikke den første voldelige episode. 28. maj blev syv mennesker såret af skud under en demonstration ved rådhuset i Louisville.
Demonstrationerne har stået på siden George Floyds død, men mange af demonstrationerne har også drejet sig om Breonna Taylor, der blev dræbt af politiet i Louisville. Hun blev skudt otte gange i sit hjem, da politiet under en narkoransagelse åbnede ild.
Politiet fandt ikke nogen stoffer i hjemmet, og drabet skabte stor debat i USA.
Breonna Taylors mor har bedt demonstranterne om at protestere på fredelig vis for at undgå optøjer og flere skudepisoder.
Hun opfordrede demonstranter til at kræve retfærdighed »uden at gøre hinanden ondt«, skriver AP.
Drabsmanden blev skudt i benet af demonstranter, der forsvarede sig, efter at han havde åbnede ild og nåede at dræbe en person og såre en anden. Den sårede person er indlagt på hospitalet, men er uden for livsfare.
fortsæt med at læse


























