En ældet og rynket verden, hvor stadig færre unge skal brødføde stadig flere ældre. Hvor Kinas befolkning næsten er halveret, og hvor antallet af japanere, italienere, spaniere og mange andre nationaliteter er fordampet til under det halve af de tal, vi kender i dag.
»Jaw dropping«. Med dette udtryk for noget stærkt overraskende beskriver professor Christopher Murray befolkningsudviklingen de næste 80 år. Sammen med et hold af demografer og matematikere fra University of Washington i USA har Murray netop fået offentliggjort en opsigtsvækkende befolkningsfremskrivning i det højt anerkendte tidsskrift The Lancet.


























