Den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, siger, at nedlukningstiltag indført som følge af pandemien 'dræber' og 'kvæler' landets økonomi.
Det siger præsidenten i en tale til sine tilhængere foran præsidentboligen, Alvorada-paladset, i hovedstaden Brasília lørdag.
»Uden løn og arbejde dør folk, siger han med henvisning til de nedlukninger, som landets stater og kommuner har indført«.
»Lockdown dræber«, tilføjer han.
Bolsonaros udmelding kommer, efter en erklæring om at Brasiliens økonomi forventes at skrumpe med 6,4 procent i år på grund af pandemien.
Coronasmittede Bolsonaro: »Jeg kan ikke holde ud at være hjemme. Det er frygteligt«Præsidenten, der er selv er smittet med coronavirus, bærer under talen ansigtsmaske og holder nogle meters afstand til tilhørerne.
Han siger, at han har det godt på trods af virusset og giver igen hydroxyklorokin æren for et godt helbred.
»Jeg er et levende bevis på, at stoffet virker«, siger han.
Ud over hydroxyklorokin siger præsidenten, at han også indtager et andet lægemiddel mod virusset.
Har afvist alvoren af corona
Bolsonaro har ligesom USA's præsident, Donald Trump, ofte været fortaler for malariamidlerne klorokin og hydroxyklorokin på trods af ingen beviselige effekter.
Siden begyndelsen af pandemien har den højreorienterede præsident afvist alvoren af coronavirusset og kritiseret de restriktioner, guvernører i flere brasilianske delstater har indført for at begrænse smittespredningen.
Det seneste døgn melder de brasilianske sundhedsmyndigheder om 28.000 yderligere smittede og 921 nye dødsfald, skriver nyhedsbureauet AFP.
Torsdag nåede Brasilien, der er det land i verden med næstflest smittede, op over to millioner. I alt har 77.851 coronapatienter i landet mistet livet.
Der bor omkring 210 millioner mennesker i Brasilien. Det svarer dermed til 37 dødsfald per 100.000 indbyggere.
ritzau
fortsæt med at læse




























