Topmøde om EU-budget nærmer sig rekord, da medlemslande ikke kan enes om genopretningsfond. Mødet genoptages i eftermiddag.

Topmøde om EU-budget nærmer sig rekord

Tysklands kansler, Angela Merkel, efter forhandlinger sent i nat.  Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Tysklands kansler, Angela Merkel, efter forhandlinger sent i nat. Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

EU-landenes stats- og regeringschefer har nu fire dage i træk forhandlet om EU’s næste syvårsbudget i Bruxelles.

Dermed nærmer de sig en rekord fra 2000, da et topmøde i Nice varede i fem dage.

Indtil videre har deltagerne på det aktuelle topmøde dog fået to nætters søvn, og dermed ser det ud til, at de kommer til at sove mere end deres forgængere for tyve år siden. Der er ingen deltagere fra dengang, som er med i dag.

Mandag morgen holdt deltagerne et fællesmøde på 7 minutter, inden EU-præsident Charles Michel valgte at afbryde og indkalde til nye forhandlinger kl. 16.

Et spørgsmål om den store fælles pengekasse

I Nice gik de svære diskussioner på blandt andet institutionelle reformer og udvidelse.

På dette topmøde handler det om den fælles pengekasse de næste syv år, og på grund af coronakrisen er landene enige om, at en stor genopretningsfond er nødvendig - betingelserne for denne kan de imidlertid ikke enes om.

Europa vil løse coronakrisen ved at tage et fælles lån på 5.590.000.000.000 kroner. Det kan ændre EU for altid

Budgettet for 2021-27 og genopretningspuljen skulle ifølge EU-kalenderen være aftalt lørdag 18. juli. Men planer og drømme bliver ikke altid til virkelighed.

Søndag før midnat valgte EU-præsident Charles Michel, at der var brug for en pause på 45 minutter. Men mødet er halvanden time senere endnu ikke genoptaget. I stedet aftaltes møder i mindre grupper.

En del af søndagen gik med at forhandle om, hvor stor en pose penge fra genopretningsfonden, der skal sendes videre som tilskud.

Italien: Et absolut minimum

I det oprindelige forslag fra Charles Michel lød det, at 500 milliarder euro skulle være tilskud - altså penge som ikke betales tilbage - til de værst ramte sektorer og regioner.

Det beløb har de fire sparelande - Danmark, Holland, Østrig og Sverige - siden forsøgt at få reduceret. Med en vis succes.

Michel valgte i et nyt kompromisudspil lørdag at skære 50 milliarder af. Søndag var man nået ned på 400 milliarder euro.

Nøglepersoner: EU's regeringsledere mødes i dag i Bruxelles for at finde en fælles vej ud af coronakrisen. Her er, hvad nogle af dem har på spil

Det er et »absolut minimum«, skal Italiens premierminister, Giuseppe Conte, ifølge en italiensk diplomat have sagt til mødet, skriver mediet Politico.

Men søndag har sparelandene presset på for at få tilskudsdelen længere ned med et forslag om 350 milliarder som tilskud og 350 milliarder som lån.

Deri lå også en reduktion af den samlede genopretningsfond fra 750 milliarder euro til 700 milliarder euro.

Det sidste regnes dog som mindre vigtigt, da tilskud er den attraktive del af pakken.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her