Når advokaten Celia Rodriguez, som bor i Santiago, Chile, har ondt i ryggen, bestiller hun en tid hos den bedste læge, hun kan opdrive, og aktiverer sin private forsikring. Hvis hendes barnepige Lucy Silva derimod bliver syg, begynder et bureaukratisk mareridt i det offentlige sundhedssystem, for Lucy Silva har – som langt de fleste chilenere – ikke en privat forsikring. Hun skal personligt stå i kø på et kontor, udfylde alle mulige papirer og må derefter vente på, at nogen får tid til at se hende. Det kan godt vare længe, og hun kan ikke selv vælge, hvem det skal være.
»Jeg under min arbejdsgiver at få den bedste behandling, men hvorfor er det kun et tilbud til de rige? Hvorfor skal alle vi andre være rædselsslagne for at blive syge og komme i kontakt med det elendige offentlige system? Det er ikke retfærdigt«, siger Lucy Silva.


























