USA's præsident, Donald Trump, dropper Republikanernes konvent i august i Jacksonville i Florida på grund af de mange tilfælde af coronasmitte i delstaten.
Det oplyser Trump på et pressemøde i det Hvide Hus sent torsdag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Trump siger, at det ikke er det rette tidspunkt at holde et stort konvent med masser af mennesker. Han tilføjer, at den primære årsag til aflysningen er hensynet til folks sikkerhed.
»Jeg kunne forestille mig medierne sige 'uh, det her er meget usikkert'«, siger Trump.
»Det er svært for os at sige, at vi vil have en hel masse mennesker samlet på et sted og samtidig sige til andre, at det bør de ikke gøre«, siger han.
Konventet i Jacksonville skulle havde fundet sted fra 24. til 27. august.
De delegerede vil fortsat mødes som planlagt i North Carolina 24. august, hvor den formelle nominering af Donald Trump som præsidentkandidat finder sted.
Det oplyser præsidenten ifølge The Wall Street Journal.
ritzau
fortsæt med at læse




























