»Dette er vores land!«, råbte titusindvis af rasende hviderussere, da de søndag aften strømmede ud i gaderne for at protestere mod, at Aleksandr Lukasjenko var blevet genvalgt som enevældig præsident.
Hovedstaden, Minsk, og alle andre større byer var et støjende inferno af tudende bilhorn og protestråb. Mange svingede med den rødhvide fane, Lukasjenko afskaffede i 1995 – året efter at han overtog magten – og som nu er blevet symbol på det demokrati, som heller ikke dette valg bragte med sig.




























