Da Foad Abijaber var 15 år, plejede han at fundere over, hvad der ville ske, hvis en terrorist gik ind i det libanesiske parlament og udløste en selvmordsvest. I dag, 38 år senere, står han på gaden i hjertet af Beiruts sønderknuste Mar Mikhael-kvarter foran sit mekanikerværksted og når den konklusion, at det fortsat er den eneste løsning. På Libanons fysiske forfatning efter tirsdagens eksplosion. På den lille mellemøstlige stats økonomiske krise. Og på landets kleptokratiske lederskab med en politisk-sekterisk fragmenteret elite, der i årtier har kørt landet i sænk.
»Du kan ikke forstå det, hvis du ikke bor her. De folk, der demonstrerer, forstår det heller ikke. De forbander én person (landets præsident, Michel Aoun, red.), men de drømmer. De er uddannede, men repræsenterer ikke flertallet«, harcelerer han på en gang både ophidset og opgivende.
