6.000 tilbageholdt i Hviderusland siden omstridt valg

   En demonstrant føres væk efter at have protesteret over valgresultatet. Foto: Sergei Gapon/Ritzau Scanpix
En demonstrant føres væk efter at have protesteret over valgresultatet. Foto: Sergei Gapon/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Omkring 6.000 mennesker er blevet tilbageholdt i Hviderusland i de seneste tre dage i forbindelse med fredelige protester mod søndagens valgresultat.

Det siger FN's højkommissær for menneskerettigheder, Michelle Bachelet.

»Rapporter tyder på, at omkring 6.000 mennesker er blevet tilbageholdt i de seneste tre dage, heriblandt tilskuere og mindreårige, siger hun i en udtalelse.

Ifølge Bachelet tyder meget på, at hviderussisk politi foretager masseanholdelser. Det er en 'klar overtrædelse af internationale menneskeretlige standarder', siger menneskeretschefen.

»Endnu mere foruroligende er meldinger om mishandling under og efter tilbageholdelse«, siger Bachelet.

Menneskeretschefen fordømmer i samme ombæring hviderussiske myndigheders overdrevne brug af vold mod demonstranterne.

Ifølge Bachelet har politiet affyret gummikugler og brugt vandkanoner og chokgranater mod demonstranter.

Hun minder om, at brug af magt mod demonstranter kun er tilladt undtagelsesvist og som en sidste udvej, og kun efter, at der er skelnet klart mellem voldelige personer og fredelige demonstranter.

»Folk har ret til at ytre sig og udtrykke uenighed, særligt i lyset af et valg, hvor demokratiske friheder skal respekteres, ikke undertrykkes«, siger Bachelet.

Hun opfordrer Hviderusland til at løslade de anholdte og undersøge anklager om, at demonstranter er blevet mishandlet.

En dansk fotograf fra Berlingske blev tirsdag slået og sparket af hviderussiske betjente, skriver avisen.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) meddeler, at han vil tage situationen i Hviderusland op med sine kolleger i EU på fredag.

»Hviderusland er en værdipolitisk skamplet på Europakortet. De overgreb, vi har set på journalister og demonstranter, er noget, vi hverken må eller kan tolerere fra et europæiske naboland«, siger Kofod til Berlingske.

Onsdag er tredje dag i træk, at der er demonstrationer mod det officielle resultat af søndagens valg.

Ifølge de officielle resultater skulle præsident Alexandr Lukasjenko være genvalgt med omkring 80 procent af stemmerne. Hans hovedudfordrer, 37-årige Svetlana Tikhanovskaja, skal kun have fået 9,9 procent.

Tikhanovskaja, der fastholder, at hun har vundet valget, er flygtet til Litauen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her